Eurovision Song Contest
Eurovision Song Contest, i Danmark også kaldet Det Europæiske Melodi Grand Prix, er verdens mest sete tv-show. Det fungerer som en udstilling af europæisk popmusik og popstil, og er en af underholdningsindustriens store trendsettere.
Af Søren Hein Rasmussen, historiker
Fra 7 til 42 lande
Det Europæiske Melodi Grand Prix åbnede i 1956 med syv deltagerlande som et fælles vesteuropæisk projekt for det nye tv-medie. Ambitionen var at skabe popmusik af høj kvalitet, og succesen var fra begyndelsen så stor, at begivenheden lige siden er blevet gentaget hvert år.
Igennem tiden er de deltagende landes antal steget til 42, og seertallet for hvert års show nærmer sig i dag 200 millioner. Verdensnavne som Abba har igennem tiden fået deres gennembrud ved Melodi Grand Prix’et, mens andre, allerede etablerede stjerner som Julio Iglesias og Celine Dion har kastet glans over arrangementet.
Hertil kommer, at de deltagende lande som optakt arrangerer nationale konkurrencer, der yderligere udvider deltagelsen.
Gennembrud efter den kolde krig
Det helt store gennembrud fik Det Europæiske Melodi Grand Prix efter den kolde krigs afslutning i 1990’ernes begyndelse.
En lang række østeuropæiske lande kom herefter med i konkurrencen og samtidig voksede begivenheden fra at være europæisk til at være global. En mere bredspektret europæisk popscene blev hermed styrket overfor den ellers så dominerende engelsk-amerikanske.
En af måderne, dette kan aflæses på, er, hvordan hitlisterne i Danmark siden 1990’erne i væsentlig højere grad end tidligere er blevet præget af sange, som har været fremført til Melodi Grand Prix’et, eller som er lavet af kunstnere, der opnåede berømmelse her.
Det har betydet, at eksempelvis rumænske, hollandske, spanske, tyske og kroatiske sange er trængt ind på det danske popmarked. Men de nye synger også på engelsk, og deres sange bærer præg af de engelsk-amerikanske poptraditioner. Man kan ikke være sikker på, at en rapper med et engelsksproget navn er amerikaner. Han kan snildt være tysker.
Dansk deltagelse i Det Europæiske Melodi Grand Prix
Danmark har deltaget i Melodi Grand Prix i årene 1957-1966 og igen siden 1978. De danske deltageres held i Grand Prix’et har været skiftende, men det er blevet til i alt tre sejre:
I 1963 vandt Grethe og Jørgen Ingmann med Dansevise, i 2000 vandt Brødrene Olsen med Fly on the Wings of Love, og i 2013 var det Emmelie de Forests tur med Only Teardrops.
Læs også
Natteliv 1990 - 2010
Kan du huske dengang du gik i byen hver weekend? Før du blev voksen og fornuftig, og fik børn og realkreditlån og alt det der?
Besøg udstillingen