vm-loop
læs højtvm-speaker

Racehygiejne er forestillingen om at mennesket kan inddeles i forskellige grupper, som kan forædles gennem genetiske og sociale tiltag.

Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør

Teorien om racehygiejne, også betegnet eugenik, formede både den måde europæere så på andre racer, og hvordan man anskuede samfundets 'defekte' individer. I Danmark kom racehygiejnen primært til udtryk gennem lovgivning mod de defekte, hvoraf de åndssvage var de værste tilfælde.

Racehygiejnens baggrund 

I anden halvdel af 1800-tallet fremsatte Charles Darwin og Gregor Mendel teorien om, at menneskeslægten udviklede sig gennem de bedst egnedes overlevelse og at individers egenskaber gik i arv. Samtidig havde man en oplevelse af at den europæiske lægevidenskab kunne holde liv i alt.

Derfor begyndte man at frygte, at defekte menneskers gener ville overtage den danske og europæiske race, og derved ødelægge den vestlige civilisation. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Charles Darwin (1809-1882). Foto: Wikimedia Commons.
Charles Darwin (1809-1882). Foto: Wikimedia Commons.

Denne frygt blev særlig tydelig for de europæiske politikere efter Første Verdenskrig (1914-1918). Krigen var den hidtil blodigste og mange unge mænd gik under i skyttegravenes mudder. Samtidig var en stor del af den europæiske ungdom immigreret til Amerika, hvorfor flere europæiske ledere frygtede, at særligt de åndssvage med tiden vil komme i overtal og ødelægge den vestlige race fysisk og mentalt.

Derfor måtte staten træde til for at begrænse de åndssvages defekte, arvelige gener.  

Dansk racehygiejne 

Den ledende skikkelse inden for dansk racehygiejne var socialdemokraten Karl Kristian Steincke. Som justits- og socialminister i perioden 1924-1939 indførte han ægteskabsforbud, tvungen abort, sterilisation og tvangskastration af åndssvage danskere.

Steinckes racehygiejne havde to formål. På den ene side ønskede han at sikre den danske race ved at indsamle og isolere de defekte, men samtidig ønskede han også at hjælpe en gruppe mennesker, som blev misrøgtet af samtiden.  

Det var ikke kun Steincke som frygtede for den danske race. I 1904 blev Den Antropologiske Komité oprettet med det formål, at foretage en fysisk og arvelig kortlægning af den danske befolkning. I 1938 blev komitén erstattet af Institut for Human Arvebiologi og Eugenik på Københavns Universitet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Slægtstavle fra August Wimmers værk 'Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser', 1929.
Slægtstavle fra August Wimmers værk 'Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser', 1929. Tavlen er et eksempel på den racehygiejniske videnskabs forsøg på at kortlægge en families ”Slægtsdegeneration”. Den pågældende degeneration bestod af psykisk syge, psykopater, alkoholikere, seksuelt amoralske og mytomaner. Foto fra bogen.

Instituttet udførte et arvehygiejnisk register, hvor man registrerede åndssvage, psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, dværge, blødere, samt mennesker med sukkersyge og øjensygdomme.

De blev alle blev anset for at være arveligt belastet, så instituttet kortlagde de registreredes slægtsforhold i flere bagudgående slægtsled. 

Foregangslandet Danmark 

En af Steinckes første handlinger som nyslået justitsminister i 1924 var at nedsætte Kommission aangående sociale Foranstaltninger overfor degenerativt bestemte Personer.

Kommissionens formål var at ophæve forplantningsevnen for defekte mennesker.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto af Steinkes familie
Da Steincke i 1907 skulle giftes ønskede han at få undersøgt sin ”Slægts biologiske Kvalitet”. Undersøgelsen konkluderede at der kun var 2 % risiko for ”aandssvagt Afkom”. Derfor fik Steincke og hustruen Elisabeth fem børn. Foto fra K.K. Steinckes erindringer ’Ogsaa en Tilværelse’, 1945

Selvom der var en mindre modstand i Rigsdagen mod Steinckes reformforsøg, så var der generelt i samfundet og blandt læger, økonomer og tværpolitiske organisationer – som f.eks. Dansk Kvindesamfund – en holdning til at reformerne var nødvendige.  

Steinckes første initiativ blev ’Lov om Adgang til Sterilisation’, der trådte i kraft den 1. juni 1929.

Loven gav mulighed for at sterilisere eller kastrere åndssvage, hvis ”Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning” var en risiko for samfundet.  Loven blev vedtaget med et stort flertal og gjorde med ét slag Danmark til et foregangsland i begrænsningen af åndssvaghed, sindssyge, epileptikere og fysisk handicappede.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Racehygiejnens danske forgangsmand: Karl Kristian Steincke
Racehygiejnens danske forgangsmand. Karl Kristian Steincke var medlem af landstinget 1918-1952, Justitsminister 1924-1926 og igen 1935-1939. I perioden 1929-1935 var han Socialminister. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

I første omgang var der tale om frivillig sterilisation: Enten blev man for altid på Den Kellerske Åndssvageanstalt eller også blev man steriliseret og kunne måske komme tilbage til samfundet. 

I første omgang havde loven været frivillig, men fra 1934 blev den tvangsorienteret.

Nu var det udelukkende op til anstaltens overlæge om en åndssvag skulle tvangssteriliseres eller kastreres for at blive indlagt på eller udskrevet fra anstalten.

Flere blev sendt til Vejle Sygehus for at blive steriliseret uden at de selv vidste det før de vågnede op af narkosen.

Den danske sterilisationslov inspirerede senere delvist den nazistiske, der dog også inkluderede homoseksuelle og jøder.  

Socialreformen af 1933  

Socialreformen af 1933 står i historien som det lovkompleks, der gjorde hjælp fra det offentlige til en ret i stedet for en almisse.

Samtidig fastslog reformen at læger, lærere, præster og embedsmænd nu fik pligt til at indberette åndssvage, døve og blinde til myndighederne, og gav store beføjelser til at anbringe åndssvage mod deres egen og familiens vilje.

Reformen – der til tider kaldes Steinckes socialreform – sikrede rammen for den danske åndssvageforsorg. Udover indberetningspligten kunne kommunerne nemlig få støtte til at indlægge deres åndssvage på de store landsdækkende anstalter, hvilket øgede det lokale incitament til indlæggelser.

Derved steg antallet i dansk åndssvageforsorg fra ca. 6.000 anbragte i 1933 til 17.000 ved lovens afskaffelse i 1958.

  • Faktaboks: Andre racehygiejniske love fra perioden

  • Ægteskabsloven af 1922

    Åndssvage måtte ikke længere indgå ægteskab. Loven blev udvidet i 1938 så den nu også gjaldt psykopater, alkoholikere og epileptikere.

    Man havde også foreslået at inkludere døve, blinde og talelidende, men det blev dog afvist.

  • Svangerskabsloven af 1937

    For første gang blev det muligt at foretage en legal abort.

    Dog kun hvis der var risiko for, at ”Barnet paa Grund af arvelige Anlæg vil blive lidende af Sindssygdom, Aandssvaghed, andre svære mentale Forstyrrelser, Epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig legemlig Sygdom”.

Slotte til idioter

En fortælling om omsorg, racehygiejne og dem, der ikke passer til samfundets normer.

Besøg udstillingen