Stonehenge (13)
Ole Christensen, 1991
Om værket
I Byparken ved siden af Vejle Musikteater, står skulpturen Stonehenge i granit som to stramme, enkle former, der fremstår som et musisk nodetegn. Skulpturens navnesøster, Stonehenge i Sydengland, består af store, rå bautasten og markerer et rituelt område fra oldtiden. Ole Christensens skulptur er derimod fint forarbejdet, og markerer med sin placering i Byparken også et mødested.
Skulpturen består af to grundformer, som går igen: den feminine, modtagende skålform og den oprejste, maskuline søjleform. Disse livsbekræftende urformer har Ole Christensen anvendt i mange variationer og kombinationer i sin praksis.
Ligesom Stonehenge i England er opført af to typer sten, rødlige og blå sten, har Ole Christensen også valgt rød og blå sten til sin Stonehenge. Farverne er med til at modstille det maskuline og feminine element i skulpturen. Det siges, at der er temperaturforskel på de to typer sten, som det engelske Stonehenge er konstrueret af, hvor den røde Sarsensten er varm og Bluestone er kold. Om det også er tilfældet i Ole Christensens Stonehenge, må man selv mærke efter.
Den er opstillet i oktober 1991, og blev skænket til Vejle Kommune af Vejle Brand g/s i anledning af forsikringsselskabets 150 års jubilæum.
Om kunstneren
Naturens former, de enkle, glatte, ru og kølige sten har optaget Ole Christensen (1932-2000) siden han som barn var på ferie hos bedsteforældrene på Bornholm. Bedstefaderen var stenhugger, og her igennem opstod Oles interesse for stenhuggerfaget. Hjemme i København opstod en læreplads, og Ole blev udlært stenhuggersvend som 19-årig. Han blev derefter optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole i København, hvorfra han blev uddannet i 1958. Herefter flyttede han og hans kone, akademikammeraten Karin Høj, til Bornholm, hvor han boede og arbejdede i sit eget værksted. For Christensen blev arbejdet med granit den foretrukne udtryksform, inspireret af naturens former, og Christensen blev kendt og respekteret som en kunstner, der kunne magte de mest krævende udsmykninger, hvorfor han har udført mange offentlige udsmykninger af torve og pladser.
Skulpturer i nærheden
Skulpturguide Vejle midtby
Med skulpturguiden får du en oversigt over nogle af de skulpturer, du kan finde i Vejle. Bevæg dig rundt i midtbyen i dit eget tempo og oplev kunsten.
Læs om skulpturguiden