vm-loop
læs højtvm-speaker

Ole Christensen, 1991

To stramme, enkle former står som et musisk nodetegn – er det mon universets tone? Skulpturens navnesøster, Stonehenge i Sydengland, består af store, rå bautasten og markerer et rituelt område fra oldtiden. Ole Christensens skulptur er fint forarbejdet, men markerer i Byparken også et mødested.

Naturens former, de enkle, glatte, ru og kølige sten har optaget Ole Christensen (1932-2000), siden han som barn var på ferie hos bedsteforældrene på Bornholm. Her opstod interessen for stenhuggerfaget, og hjemme i København blev han udlært som stenhugger. Derefter gik Ole Christensen på Kunstakademiet i København til 1958. Herefter flyttede han og konen til Bornholm, hvor han boede og arbejdede i sit eget værksted. Kunstneren har udført mange offentlige udsmykninger i Danmark.

Mand og kvinde, Ying og Yang

Skulpturen består af to grundformer, som går igen: Den feminine, modtagende skålform og den oprejste, maskuline søjleform. Disse livsbekræftende urformer har Ole Christensen anvendt i talrige variationer og kombinationer i sin praksis og har søgt at give udtryk for elementære livsvilkår i et alment tilgængeligt billedsprog. Figurerne er modstillet hinanden på flere måder: Stor mod lille, tyk mod tynd, blød mod kantet. Typisk for kunstneren er den suveræne, håndværksmæssige beherskelse, som kommer til udtryk både i valget af sten og i den efterfølgende bearbejdning.

Stonehenge

Det forhistoriske anlæg og monument Stonehenge i Wiltshire, England, består af en cirkulær vold og grav. Selve monumentet er ca. 110 m i diameter og består af to cirkler af forskellige sten, tilføjet store overliggere. Stonehenge har en lang og kompliceret bygningshistorie, der går helt tilbage til 3000 f.Kr. Stonehenge skal betragtes som en central helligdom, hvor man mødtes ved udførelsen af religiøse ceremonier. At også tilbedelsen af solen fandt sted, antydes af visse stens orientering i forhold til midsommers solopgang og midvinters solnedgang.

Røde og blå sten

Stonehenge i England er opført af to typer sten: Rødlige Sarsensten og Bluestones, der er mindre og blå, som navnet antyder. Ole Christensen har også valgt rød og blå sten til sin Stonehenge. Farven er måske også med til at modstille det maskuline og feminine element i skulpturen. Det siges, at der er temperaturforskel på de to typer sten, som det engelske Stonehenge er konstrueret af, hvor den røde Sarsensten er varm og Bluestone er kold. Om det også er tilfældet i Ole Christensens Stonehenge, må man selv prøve efter.

Klik på kortet for at åbne i Google Maps

Skulptur­guide Vejle midtby

Guide til skulpturer og kunst i det offentlige rum i Vejle centrum.

Læs mere