Sygdom­me og dobbelt­grave

Ved udgravningerne på torvet var der to af dobbelt-grave. Den ene grav var 2 mindre børn på omkring 5 og 7 år, mens der i den anden grav lå et barn på 4-5 år samt en gammel person formodentlig en mand.

Det sker en gang imellem, at vi finder grave med flere individer i. Der findes både fællesgrave, der kan tilskrives pesten, og grave der bærer præg af at være massegrave efter krig/vold.

Men oftest når der er tale om almindelige begravelser, hvor der er bare er to eller tre skeletter, der er lagt pænt ned ved siden af hinanden, så er der næsten uden undtagelse tale om grave, hvor mindst et af individerne er børn.

Tendensen ses i hele landet og ikke kun i området omkring Vejle.

Skeletterne ligger pænt lagt ved siden af hinanden enten skulder ved skulder eller hofte ved hofte, og det er tydeligt, at der er draget omsorg for dem i placeringen.

Vi ved ikke hvorfor det er sådan med dobbeltgravene, men et bud kunne være, at man ikke har synes at børnene skulle ligge alene i jorden, hvis der var nogen de kunne følges med.

Gravene skal i så tilfælde ikke nødvendigvis ses som, at der er et slægtsskab mellem de afdøde, men som et udtryk for en ekstra omsorg for børnene. Dermed ikke sagt, at der ikke er draget omsorg for de grave, hvor børnene ligger alene. Men der har været perioder på året, hvor dødligheden i byen har været større, f.eks i forbindelse med epidemier med influenza og lungebetændelse, og hvor den højere dødsrate har gjort det muligt at begrave børnene sammen med hinanden eller andre.

Benbrud og gangbesvær

På Rådhustorvet er der mindst to tilfælde af skeletter, hvor personerne har haft brækket et skinneben. I begge tilfælde er det sandsynligvis tale om mænd, og ligeledes har begge mænd overlevet bruddet, da bruddene er helet op.

Der er dog stor forskel på, hvor mange mén de to mænd har haft. Denne ene mand havde et voldsomt brud i skinnebenet, som ikke var blevet sat sammen rigtig, hvorfor stumperne nærmest var vokset sammen ved siden af hinanden og havde dannet en stor misformet klump med hul på bagsiden. Han må i live have været besværet gangmæssigt, fordi der var opstået en stor længdeforskel på de to skinneben.

Den anden mand havde både et brækket et skinneben og et kraveben i samme side af kroppen, men på trods af et brud mere end den før omtalte mand, så har mand nummer 2 ikke været lige så plaget af mén, da bruddet i skinnebenet ikke har været lige så voldsomt/fatalt. Det er i hvert fald helet næsten korrekt.

Mand nr. 2 har dog stadig humpet lidt, da der er opstået en forkortelse i benet på grund af bruddet.

Hvor det er svært at sige så meget om, hvordan mand nr 1 har brækket benet, så tyder dobbeltbruddet ved mand nr. 2 på, at han har været udsat for en faldulykke som f.eks. fald fra en hest eller stige.

På kirkegården er der også eksempler på sygsomme på nogle af skeletterne i form af sammenvoksninger af knogler, dette skyldes blandt andet slid fra hårdt arbejde og gigt. Nogle gange kan et traume, som f.eks. et mindre brud også bevirke, at knogler vokser uhensigtsmæssigt sammen. På den ældre mand, der lå i dobbeltgraven sammen med det lille barn, ses en invaliderende sammenvoksning i kugleleddet mellem hofte og lårben. Manden må have været ude af stand til at bruge hofteleddet i venstre side, og dermed været voldsom besværet ved gang.

På et andet skelet sås der kraftig forandringer i lændehvirvlerne. På billedet af knoglerne ses forandringerne som flade tapper på hvirvlerne, der vokser op over den overliggende hvirvel. Disse tapper har bevirket, at det har været umuligt at dreje ryggen i den nederste del, da knoglerne reelt er vokset sammen. Denne person har ligeledes været meget besværet, og må have haft mange smerter.

Der er også fundet skeletter med sygdomsspor/deformiteter, som er meget tydelige, men som det ikke var muligt at afgøre, hvad der kan have forårsaget. Det drejer sig blandt andet om et kranie, der har tydelige forandringer på hovedbunden. Normalt er et kranie helt glat og kun med revner ned langs suturen, hvor kraniedelene er vokset sammen. På denne mand sås et tydeligt område med nupperet og rillet knogle. Hvad der har gjort, at kraniet ser sådan ud, er ikke så nemt at sige, og selv om der var eksperter fra ADBOU og kigge på manden, mens han lå i jorden, så kræver det, at der bliver kigget på knoglerne i mikroskop, før der kan siges noget endeligt omkring hans knogleforandringer.

En andet skelet, der også skal kigges grundigt efter under mikroskop, havde meget deformiteret underben, men kun i den ene side. De to knogler i underbenet i den ene side var vokset sammen, derudover var skinnebenet næsten vokset til dobbelt tykkelse samtidig med, at overfladen var helt ujævn og bulet. Der er nok ikke tvivl om, at personen har været besværet af sin sygdom, men hvad sygdommen præcis har været, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Et forsigtigt bud kunne være Syfilis, der er flere ting som taler for dette, men desværre også andre ting der taler imod. Det hele besværliggøres af, at der kun er bevaret underbenene på skelettet, resten er bortgravet i forbindelse med, at et andet individ er blevet gravlagt. Ofte er det nemlig sådan, at sygdomme bedst kan bestemmes, når man har hele skelettet, da der kan være forandringer pga. sygdomme nogle steder på kroppen, der ligner hinanden på trods af, at der er tale om to forskellige sygdomme, mens de samme sygdomme andre steder på kroppen adskiller sig meget.

Endelig er der begravelser, som adskiller sig fra normalen fordi skelettet ligger på en afvigende måde. Normalt ligger de døde på ryggen med strakte ben og med hovedet i vest og fødderne i øst. Armene på skeletterne kan ligge lidt forskelligt, men som udgangspunkt ligger de enten strakt ned langs kroppen eller med hænderne over brystkassen, og alle stillinger derimellem,vor armene ligger ind over kroppen, betragtes som normale.

På Rådhustorvet var der et par begravelser, der adskilte sig fra normen. Det var blandt andet en ældre mand, der lå på ryggen, men med det ene knæ bukket, så det stak på i luften. Normalt kan en sådan stilling også skyldes, at man i middelalderen har fået gravet graven for kort, og man derfor har bukket personen sammen for, at den kunne være der. I det her tilfælde er det ikke forklaringen, da det andet ben lå fint udstrakt i hele sin længde. Den afvigende stilling kan derfor være et tegn på sygdom, måske har personen ikke været i stand til at strække sit ben ud pga. f.eks. en led eller sene-sygdom eller noget andet.

En anden begravelse, hvor skelettets stilling har givet anledning til underen, er en barnegrav, hvor begge ben er bukket og fødderne trukket op mod hofterne. Den ene arm er ligeledes bukket, og hånden ligger næsten helt oppe ved kraniet. Der blev i udgravningssituationen foreslået, at barnet kan have været spastisk lammet pga. den anormale stilling. Igen er det ikke noget, der i udgravningssituationen kunne verificeres, men det er noget, som antropologerne nu arbejder videre med at bestemme om det er rigtigt, og vi er rigtig spændte på deres rapport.