Under hattepulden, bag øjeæbler
Rembrandts selvportrætter er præget af individets indre verden. At gøre verden til et indre rum er nyt i 1600-tallet, og Rembrandt er en af de første, der udforsker det indre følsomme rum.
Selvportræt med hue og halstørklæde, 1633
I Rembrandts Selvportræt med hue og halstørklæde ligger et par øjeæbler gemt under hattepuldens mørke skygge. Han ser ud på os, men intentionen er ikke at henvende sig til os. Intentionen er derimod at trække os helt ind bag de dybtliggende øjenhuler, ind i den indre verden, som Rembrandt forsøger at skildre.
Håret, ansigtet og tøjet er mentale landskaber præget af denne indre verden. Den måde at tage verden ind på - at gøre den til et indre rum, der kan fornemmes - er ny i 1600-tallet. Rembrandt var en af de kunstnere, der først og mest intenst begyndte at udforske det indre følsomme rum.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Selvportræt med fløjlshue og fjer, 1638
Fem år senere betragter et par stikkende øjne os i Selvportræt med fløjlshue og fjer. Det er næsten svært at tro, at det er det samme menneske, vi møder, som i det andet portræt.
Her viser det selvbevidste europæiske menneske sig i al sin kompleksitet. Vi ser en anden side af det menneske end før: Rembrandt borer ufølsomt sine øjne ud igennem sig selv og os, der betragter. Det, vi ser, er en determineret verdensmand, en erobrer med hånden stukket afvisende ind under frakken. Det er med andre ord en kortlægger af sine omgivelser.
Et selvbevidst oplyst menneske af samme vestlige kulturhistoriske støbning som det, der her i midten af 1600-tallet for alvor kortlagde, erobrede og underlagde sig store dele af kloden.