Verden foldet omkring et menneske
Ældre mennesker med lukkede øjne er et tilbagevendende motiv hos Rembrandt. Her er der ikke tale om blindhed, men om at lukke øjnene for den omkringliggende verden og samle verden omkring sig.
Gammel mand, der ser ned, 1631
Ældre mennesker med lukkede øjne er et tilbagevendende motiv hos Rembrandt. Seeren eller den synske, ofte en blind, er den, der ikke lader sig distrahere af det tilsyneladende og den sanselighed, der omgiver hende eller ham i øjeblikket.
Men der er mere end det på færde i Rembrandts kobbertryk. Her er der ikke tale om blindhed, men om at lukke øjnene for den omkringliggende verden. I begge portrætter er den afbildede placeret på overgangen mellem omverdenens lys og modellens eget selvskabte mørke. Her fungerer mørket i samspil med lyset som en energi, der trækker vores opmærksomhed til sig.
I Gammel mand, der ser ned ligger halvdelen af den portrætteredes ansigt og overkrop i dets egen skygge.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Gammel sovende kone, 1635-37
I Gammel sovende kone falder skyggen fra den portrætteredes krop bag hende og i hendes tøjs folder.
Mørket fungerer som en tyngdekraft i begge portrætter. Som en kraft, der ikke kun trækker vores opmærksomhed til sig, men trækker en hel verden ind omkring portrætterne: Den gamle kvindes tøjfolder og hud som et arret landskab; den gamle mands tøjklæde, skæg og ansigt som en slette.
To forskellige menneskelige topografier, to forskellige måder at trække verden ind i sig på.
I portrætterne viser Rembrandt, at mennesket i 1600-tallets Europa i høj grad var ved at blive sin egen - at det nu besad så stor en tyngdekraft inde i det mørke indre, at det kunne samle verden omkring sig. Verden kom herefter i stigende grad til at dreje sig om dette vestlige menneske.