Mellem to verdener
Kigger man nærmere på de mange detaljer i det rigt illustrerede verdenskort, åbenbares en langt større fortælling om 1600-tallets opfattelse af verden, end første øjekast indikerer.
Verdenskortet i Donckers atlas er opdelt i to kloder, omkranset af frugtranker og de fire elementer luft (aer), ild (ignis), jord (terra) og vand (aqua). De to øverste cirkler viser, hvilke stjernetegn, der kan ses fra henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle, mens de to nederste cirkler viser kort over de samme poler.
På baggrund af kortets righoldige illustrationer, har dets funktion sandsynligvis været af dekorativ frem for af navigeringsmæssig art.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Verdenskortet illustrerer meget sigende, at renæssancen var en overgang mellem to måder at betragte verden på. Det kommer især til udtryk i kortets nederste midte, hvor to cirkler omkranser henholdsvis Ptolomæus’ og Kopernikus’ syn på solsystemet.
Indtil begyndelsen af 1500-tallet havde videnskaben generelt hældet til den græske videnskabsmand Claudius Ptolomæus’ (ca. 100-170 e.v.t.) religiøst inspirerede teori om, at solen, stjernerne og planeterne kredsede omkring en ubevægelig jord. Den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543) kunne dog vise, at det i stedet var Jorden, som cirklede omkring Solen, hvormed denne blev verdens centrum.
Flere hvide pletter på kortet mangler tydeligt at blive fyldt ud
Måske medtager verdenskortet begge måder at anskue jordens placering i universet på, grundet den manglende videnskabelige enighed, hvilket viser, at man i datiden var åben for nye måder at betragte verden på.
Modsat middelalderens meget definitive verdenskort er verdenskortet i Donckers samling langt mere åbent for, at man endnu ikke kendte alt. Flere hvide pletter på kortet mangler tydeligt at blive fyldt ud, eksempelvis den vestlige del af Nordamerika, Nordhavet mellem Grønland og Svalbard samt Australien og New Zealand. Antarktis er endnu ikke blevet opdaget.