Navigering i ukendte farvande
Verdens navle udgøres i Donckers søatlas af Nederlandene og Europa. Jo længere væk man kommer fra dette centrum, des mindre detaljerede bliver kortene.
Særligt Stillehavet var terra incognita, ukendt område, for det europæiske renæssancemenneske, hvilket det første næsten helt tomme kort herunder viser.
Kort over Stillehavet og Nordhavet, produceret af Hendrick Doncker.
'Zuyd-Zee tusschen California en Ilhas de Ladrones' og 'Ruslandt, Yslandt, Straet Davids en Ian Mayen Eylandt'.
Den sydlige u-formede kyst er Tasmanien, og kysten lidt mod øst, med navnet Staten Lant, skal forestille New Zealand, hvilket på rammende vis illustrerer, hvor ukendt dette område var. Man behøvede dog ikke rejse helt til Stillehavet, hvis man ønskede at udforske nye kyster. Nordhavet var i lang tid lige så uudforsket som Stillehavet, og det på trods af, at eksempelvis den danske kong Christian 4. sendte flere ekspeditioner mod Nord.
At sejle i det ukendte krævede nye måder at navigere på. Hele middelalderen igennem havde den primære navigatoriske metode bestået i, at man sejlede så nær kysterne, at man altid havde landkending. Denne metode fungerede dårligt, hvis man ønskede at krydse Atlanten, og man forfinede derfor tidligere tiders navigatoriske redskaber.
Nordhavet var i lang tid lige så uudforsket som Stillehavet
Her var særligt kompasset vigtigt, da man derigennem kunne orientere sig i forhold til den magnetiske nord og dermed sikre, at man rejste i den rigtige retning. Doncker producerede sit søatlas, så det passede med et kompas, hvilket de 16 jævnt fordelte bundter af streger omkring et centralt bundt demonstrerer: Hvis man lægger et kompas på kortet i den korrekte retning, kan man orientere sig i forhold til ens aktuelle placering og fremtidige rute videre ud i verden.