Christian Keller

Lobbyisten

Christian Keller var lederen af Nordeuropas største, fremmeste og mest moderne åndssvageanstalt. Men han var også en af de mest indflydelsesrige personer i udviklingen af åndssvageforsorgen og ikke mindst racehygiejnisk lovgivning i Danmark.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Lovgiver og foregangsmand

Christian Keller var en af racehygiejnens medicinske foregangsmænd. Han var med i udviklingen af alle væsentlige lovkomplekser om åndssvageforsorgen indtil sin pension i 1932. Allerede 1886 blev han medlem af Kommissionen til Omordning af Aandssvageanstalterne og i 1888 medlem af Kommissionen til Organisation af det Danske Døvstumme- og Aandssvagevæsen, hvor han blev den bærende kraft.

Resultater

Det var Keller som sikrede, at åndssvageforsorgen blev landsdækkende og delvist finansieret af staten. Han var en nøglefigur i forberedelserne til Socialreformen af 1933, som gjorde det til en pligt, at indberette potentielle åndssvage til myndighederne. Samme reform gav store beføjelser til at anbringe åndssvage mod deres egen og familiens vilje. Den gav også landets kommuner en økonomisk fordel hvis de anbragte deres åndssvage på landets åndssvageanstalter.

Sterilisationskommissionen

Keller havde tidligt slået til lyd for at åndssvage med en abnorm kønsdrift skulle steriliseres, og sædelighedsforbrydere skulle tvangskastreres. Derfor fik han i 1924 sæde i Sterilisationskommissionen, som i 1926 udgav en betænkning om kastration og sterilisation. I kommissionen sad også lægen Knud Sand, som forskede i at behandle homoseksuelle mænd ved at transplantere testikler fra heteroseksuelle.

De åndssvages beskytter

Christian Keller var ikke kun de åndssvages læge, men også deres ven. Han sikrede de åndssvage et fristed i Brejning, hvor deres anderledeshed blev accepteret. Her fik de et formål i livet, en varm seng at sove i og tøj på kroppen.

De åndssvages ven

Keller var både de åndssvages læge, forstander, administrator og ven. Han besøgte jævnligt anstaltens afdelinger og kendte de anbragtes navne. De åndssvage kvitterede ved at komme til ham med både stort og småt. For Keller var anstalten til for de åndssvage og de skulle have det så godt som muligt. I samtiden blev han næsten entydigt fremstillet som den uegennyttige, vidende fagmand, der arbejdede for samfundets bedste.

De åndssvages fjender

Da højrepolitikeren Lars Dinesen i begyndelsen af 1900-tallet så, hvad Den Kellerske Aandssvageanstalt havde kostet, udbrød han: ”her til lands har man givet sig til at bygge slotte til idioter”. Kritiske ryster kritiserede både åndssvageforsorgens svulmende budgetter og om staten overhovedet var tjent med at hjælpe samfundets defekte individer. Helt op til 1950’erne viste meningsmålinger, at et flertal af den danske befolkning gik ind for medlidenhedsdrab på blandt andet åndssvage.

Læserbrev om medlidenhedsdrab på åndssvage

I tidsskriftet ‘Danmarks Land’ skrev C. Clausen i 1904:

”Lad være, at man søger at opdrage og redde dem, der blot duer en Smule, men der er en hel Mængde, om hvilke man med Sikkerhed kan sige, at de aldrig vil blive andet end hjælpeløse Vrag, en unyttig og tung Byrde for Samfundet. Det kan maaske lyde haardt, men det er ret og billigt, at Staten nedsætter en kyndig Kommission, der skønner over disse, og hvis de er ganske uhelbredelige, da giver dem en let og blid Død.”