Lillian Rigmor Ragnhild Bach Nielsen

For det danske samfund i første halvdel af 1900-tallet var Lillian alt det som man frygtede. Hun blev af lægerne anset som en karaktersyg, liderlig pige, der indlod sig i talrige seksuelle forhold og som med stor sandsynlighed ville videreføre sine defekte arveanlæg. Hun var derfor åndssvag i social og moralsk henseende.

Da Lillian var 17 år blev hendes IQ målt til 86,3, hvilket ifølge lægerne svarede til en pige mellem 12 og 15 år. Det var noget over den officielle grænse på 75. Nervelæge O. Gulstad, som havde vurderet Lillian, mente dog, at man ikke kunne have en pige rendende rundt, som besad en ”pyknisk (konstitutionelt opstemt) Habitus”. Derfor skulle Lillian steriliseres, så hun ikke kunne give sine ”Forstands- og Karakterdefektheder” videre. Hun blev steriliseret på Vejle Sygehus den 14. november 1935.

Efter sterilisationen blev Lillian sendt i familiepleje i Bredballe nord for Vejle. Nu hvor hun ikke længere kunne få børn ønskede man at udsluse hende til samfundet, så hun kunne gøre nytte. Her havde hun flere seksualpartnere, så mange at græsset var trådt helt ned foran Lillians vindue. Den 2. december 1936 rendte hun fra pladsen og plejefamilien efterlyste hende. Politiet i Vejle mistænkte straks den tidligere tugthusfange Lars Peter Jensen og man besluttede derfor at besøge hans lejlighed i Havnegade 6. Selvom Lars Peter benægtede at have set Lillian den dag, så opdagede man at Lillians gummistøvler var i lejligheden, hvorefter man fandt ”at Frk. Nielsen laa afklædt i Sengen med Tæpperne trukket over Hovedet.”

Efter politiet havde hentet Lillian og sendt hende til Brejning måtte hendes plejefamilie ”hefte en Seddel paa hendes Vindue: ”Fuglen er fløjet”, da der de følgende Nætter stadig blev banket på Vinduet”. Et par måneder senere flygtede Lillian igen fra anstalten. Denne gang tog hun til Aarhus sammen med en matros, hvorefter hun endnu engang blev sendt tilbage til Sprogø. Herfra forsøgte hendes familie gentagne gang at få hende udskrevet og en søster truede med hive anstalten i retten.

Det gjorde dog intet indtryk på Wildenskov og Lillian forblev under forsorgen til hun begik selvmord i 1941.

"Saa længde du er uartig..."

Siden hun var 17 år havde Lillian Nielsen levet et omtumlet liv under åndssvageforsorgen. Hun var blevet steriliseret som 23-årig, sendt i familiepleje, var flygtet, sendt til kvindehjemmet på Sprogø, var flygtet igen osv. Hendes liv havde været omtumlet og rodet.

Fra slutningen af 1930’erne begynder hendes journal at give indtryk af en ubehandlet depression. En depression kombineret med frygt for at ingen elskede hende, samt at hun skulle forblive under forsorg resten af sit liv.

I august 1940 forsøger hun med en veninde at flygte fra Sprogø. Da de bliver fanget truer begge kvinder med at begå selvmord ved at springe ud fra første sal. Ved frokosttid ser Lillian sit snit til at springe, hvilket dog blot medfører ømhed og en forstuvet venstre hånd.

Lillians humør fortsætter dog med at være trist. Anstaltens løsning er at holde hende adskilt fra de andre patienter, så hun får tid til at falde ned. Hun bliver derfor sendt til Kvindecellen i Brejning.

Den 25. januar 1940 er hun i et særligt trist humør og findes blandt andet grædende under sin daglige runde i cellebygningens gård.

Da hun spørger en plejer på afsnittet om hvor længe hun skal være under forsorgen svarer denne ”saa længe du er uartig.”

Samme eftermiddag hængte Lillian sig selv, ved at binde sit lagen fast i cellens tagvindue.

Efter døden sendte anstalten et telegram til hendes familie på seks linjer, hvor man informerede om hendes selvmord.  

Anstaltens undersøgelse 

Bestyrelsen for Den Kellerske Aandssvageanstalt stiller efterfølgende en række kritiske spørgsmål til overlæge Wildenskov om Lillians død. Blandt andet kommer det frem at Lillian inden hun hængte sig, af flere omgange havde forsøgt at blænde dørens kighul, så ingen kunne se ind. Ligeledes kom det frem, at der næsten gik en halv time fra man har opdaget at hun har hængt sig, til hun blev skåret ned.

Årsagen er at man venter på at den vagthavende læge skal nå at ankomme. 

Ingen stiller dog spørgsmål til om man skulle have forsøgt at hjælpe Lillian med hendes depression eller om plejeren, som kaldte hende for uartig, havde gjort noget forkert. 

Efterfølgende ændrer man på vinduesrammen i cellerne, samt indfører nye kighuller, som ikke så nemt kan blændes af.