Harald Bohr

Da Harald var et år gammel blev han undersøgt af læge Monrad i København, som hurtigt konkluderede at Harald var åndssvag. Monrad mente, at åndssvagheden enten kunne stamme fra en akut sygdom et halvt år før undersøgelsen, eller muligvis være medfødt. Det sidste var dog for Monrad mærkværdigt, da faderen var en anerkendt professor og moderen af professorslægt og dertil ”meget begavet”.

Haralds diagnose endte med at gøre forældrene så bedrøvede, at det ifølge Monrad gik ud over Haralds far, den danske nobelprismodtager og professor i fysik Niels Bohrs, forskning. Med tiden mente Monrad dog, at forældrene nok skulle indse, ”at drengen er idiot, og at han bedst må hjemmefra”. På grund af forældrenes stærke tilknytning til deres søn, så anbefalede Monrad at sende Harald til anstalten i Brejning, i stedet for til en af de sjællandske anstalter. Årsagen var at forældrene ”da vil have drengen så nær, at de ustandseligt vil besøge ham.” Når man var blevet anbragt blev anstalten det nye hjem og det skulle både børn og forældre forstå. For at overbevise forældrene, så havde Monrad forklaret, at anstalten og personalet i Brejning havde det største kendskab i hele Norden til åndssvage børns udviklingsmuligheder.

Da Harald var fire år skrev Niels Bohr til Keller og bad om at få Harald anbragt på anstalten. For det betalte han årligt 1.056 kr. Da Keller i 1932 gik på pension skrev hustruen Margrethe et brev til anstalten og udtrykte sorg over at Keller ikke længere skulle lede anstalen.

Børneasyl A

Harald blev indkvarteret på Børneasyl A, sammen med nogle af anstaltens mest åndssvage børn. Her boede de børn, som var for dårlige til at modtage undervisning eller opdragelse – de børn som ifølge tidens læger var for syge til at gøre ret meget andet end at indtage føde og sove. Børnene blev passet af en blanding af plejersker og lettere, arbejdsduelige åndssvage kvinder.

Ifølge hans journal, så var Harald rolig og apatisk, men blev aldrig renlig. Han kunne ikke spise selv og lærte først meget sent at gå selvstændigt. Hans dage bestod af lange ophold i asylets opholdsstue, samt med tiden kortere ture i den tilhørende park. Da han først lærte at gå som niårig blev han i årevis placeret i et kravlebur, som gjorde at han kunne gå rundt langs stuens vægge. Foruden kravleburet var der i stuen legetøj, som Harald dog selv som niårig ikke kunne holde i hænderne.

Død

Om morgenen den 13. juni 1938 vågnede Harald med hoste og 39,7 i feber og blev sendt til anstaltens sygehus. Her undersøgte lægerne ham og konstaterede at han havde fået lungebetændelse. Man forsøgte at behandle Harald med medicin, men alligevel var feberen et par dage efter steget til 46 grader og hosten væsentligt forværret.

Dagen efter skrev den vagthavende læge: ”Meget sløj til morgen […]. Puls. Lille – uregelmæssig. stille og søvnig.” Kl. 14.30 samme dag døde Harald Bohr.