vm-loop
læs højtvm-speaker

Arveligt belastet, men arbejdsduelig

Åndssvaghed var ikke kun begrænset til individet, men til hele slægter. Lægerne og politikerne i første halvdel af 1900-tallet mente, at åndssvaghed, defekthed og selv fattigdom var arveligt. Derfor var Johanne i lægernes søgelys længe tid før hun blev anbragt. Johannes mor var tidligere fattiglem, faderen ukendt, broderen var idiot, søsteren blev defineret som ”fjollet” og ”Mormoderen næppe helt normal En af Moderens Søstre anses som abnorm, ligeledes en Broder”. Derudover blev familien betegnet som drikfældige og udsvævende. Alt det som lægerne og politikerne anså som konsekvenser af en svag ånd.

”Evnerne er smaa”

Da Johanne som tiårig kom på Den Kellerske Åndssvageanstalt blev hun først sendt til anstaltens skole. Her kom hun igennem den mest basale dannelse, som man forventede at et menneske fik i første halvdel af 1900-tallets Danmark: Kristendomskundskab, dansk, geografi, regning, skrivning, håndarbejde, madlavning, gymnastik og sang. Johanne opfyldte dog ikke lærernes krav og hendes skolehæfte fra 1911 afsluttes med konstateringen ”Da hun er 18 Aar og temmelig stillestaaende i sin Udvikling, overgaar hun nu til Arbejdshjem”.

Selvom Johanne var dårlig i skolen og ikke kunne blive konfirmeret – hvilket ellers var skolens slutmål – så kunne hun stadig opfylde menneskets hovedformål i samfundet: at arbejde. Arbejdet var et helt centralt element på anstalten. Gennem hårdt arbejde sikrede lægerne, at undermålerne gav noget tilbage til samfundet, var for trætte til at bryde anstaltens regler, samt ikke havde tid og overskud til at parre sig og dermed videreføre deres defekte gener. Samtidig var de arbejdsduelige åndssvage en billig arbejdskraft, som var med til at få driften til at fungere på Nordeuropas største åndssvageanstalt. Johanne var ingen undtagelse og hun blev gennem sin anbringelse på Brejning anvendt til at tømme toiletspande, strikke og passe anstaltens dårligste børn på Børneasyl A.

Slotte til idioter

31.03.22 - 23.04.23

Læs mere om udstillingen