Karl Kristian Steincke

Socialdemokrat, Justitsminister 1924-1926 og 1935-1939, Socialminister 1929-1935

Racehygiejnen

For Karl Kristian Steincke var det statens ansvar at hjælpe de sørgelige åndssvage. Men samtidig frygtede han og ligesom resten af sin tid, at de åndssvage ville ødelægge den danske race. Derfor var det også statens ansvar at beskytte racen mod idioternes defekte gener.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Den dalende befolkningskvalitet

I anden halvdel af 1800-tallet fremsatte Charles Darwin og Gregor Mendel teorien om, at menneskeslægten udviklede sig gennem de bedst egnedes overlevelse og at individers egenskaber gik i arv. Samtidig havde man en oplevelse af at den europæiske lægevidenskab var i stand til at holde liv i alle. Derfor begyndte man at frygte, at defekte menneskers gener ville overtage den danske og europæiske race, og derved ødelægge den vestlige civilisation.

Frygten for den europæiske civilisations fald

Frygten for den dalende befolkningskvalitet blev særligt tydelig for Steincke efter Første Verdenskrig. Krigen var var blodig og mange unge mænd døde i skyttegravenes mudder. Samtidig var en stor del af den danske og europæiske ungdom immigreret til Amerika. Steincke og Danmarks ledende skikkelser frygtede, at åndssvage med tiden vil komme i overtal og ødelægge den vestlige race fysisk og mentalt. Derfor måtte staten træde til og begrænse de åndssvages defekte, arvelige gener.

Dansk racehygiejne

Det var ikke kun Steincke som frygtede for den danske race. I 1904 blev Den Antropologiske Komité oprettet. Dens formål blev at kortlægge befolkningen fysisk og arveligt. I 1938 kom Institut for Human Arvebiologi og Eugenik på Københavns Universitet til. Instituttet udarbejdede et arvehygiejnisk register, hvor man registrerede åndssvage, psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, dværge, blødere, samt mennesker med sukkersyge og øjensygdomme. De blev alle anset for at være arveligt belastet.

Samfundets undermålere

For Karl Kristian Steincke var samfundet fyldt med defekte mennesker, som potentielt kunne ødelægge den danske race. De værste var dog de åndssvage, som var mere dyr end mennesker.

Nedarvede defekter

De åndssvage var en stor broget gruppe, der bestod af psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, dværge, blødere, samt mennesker med sukkersyge og øjensygdomme. Derudover anså man også mennesker der var dovne, fattige, drikfældige, voldelige, vagabonderende, seksuelt aktive og uhygiejniske, for at være degenererede. De havde sandsynligvis alle arvet deres defektheder fra tidligere generationer, og ville videreføre fejlene til nye generationer.

Det moderne menneske

Det som fik Steincke og samtiden til at vende sig mod de åndssvage var et nyt menneskeideal. Det moderne menneske var kontrolleret, effektivt og disciplineret. Det var uddannet, kultiveret og gik ind for værdierne flid, sparsommelighed og punktlighed. De åndssvage var den nye norms modsætning. De var ikke blot svage i kroppen, men også i ånden.

De primitive, dyriske afvigere

De åndssvage var den værste gruppe af uønskede individer. Både fysisk og mentalt handicappede blev anset som mere dyr end mennesker. De var dyriske afvigere uden hjernekapacitet til at rumme den vestlige kultur, og som ikke kunne styre deres egne drifter. Hvis undermålerne ikke blev kontrolleret, så var Steincke og tiden overbeviste om, at den danske og europæiske civilisation ville bukke under.

Foregangslandet Danmark

I 1929 blev ’Lov om Adgang til Sterilisation’ vedtaget i Folketinget. Med ét slag blev Danmark et foregangsland inden for racehygiejne overfor åndssvage. En placering landet fortsatte med at bestride mange år frem i tiden.

Sterilisations- og kastrationslovene af 1929 og 1934

Steinckes sterilisations- og kastrationslove blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget og Landstinget. Loven gav mulighed for at sterilisere eller kastrere åndssvage, hvis ”Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning” var en risiko for samfundet. Mange blev stillet overfor et valg: Enten tilbragte man resten af sit liv på anstalten, eller også blev man steriliseret og kunne måske komme tilbage til samfundet på et senere tidspunkt.

Socialreformen af 1933

I 1933 fik Steincke gennemført en stor socialreform. Reformen er gået over i historiebøgerne som det lovkompleks, der gjorde hjælp fra det offentlige til en ret, i stedet for en almisse. Samtidig fastslog reformen at myndighederne nu havde pligt til at indberette åndssvage, døve og blinde til myndighederne, og gav store beføjelser til at anbringe åndssvage mod deres egen og familiens vilje. Reformen sikrede rammen for den danske åndssvageforsorg.

Andre racehygiejniske love fra perioden

Med Ægteskabsloven af 1922 måtte åndssvage ikke længere indgå ægteskab. Loven blev udvidet i 1938 til også at gælde psykopater, alkoholikere og epileptikere. Man havde også foreslået at inkludere døve, blinde og talelidende, men det blev dog ikke til noget.

Med Svangerskabsloven af 1937 blev det for første gang muligt at foretage en legal abort, hvis der var risiko for, at ”Barnet paa Grund af arvelige Anlæg vil blive lidende af Sindssygdom, Aandssvaghed, andre svære mentale Forstyrrelser, Epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig legemlig Sygdom”.